Refleksioner om menneskelig disharmoni

Der er noget i mig, der nogle gange bliver lidt rastløs og utålmodig med mig selv og menneskehedens tilstand. Hvor længe skal vi hakke rundt i alle de individuelle og kollektive gamle mønstre som afholder os fra at leve et bevidst og harmonisk liv, hvor vi ikke så ofte støder panden mod en mur?

Hvornår har vi lært nok om dualitet, (u)balanceret energi, og hvad der ellers er af komplekse og tunge sager at danse med her på denne jord? Har vi mennesker ikke snart bakset nok med alle de her jordiske kampe? Jeg kunne sådan ønske det for os alle. Og det kunne nogle gange være rart lige at få en konkret udløbsdato på menneskelig klemthed.

Derefter går mine refleksioner så ofte videre over i at lede efter de områder der findes, hvor det faktisk er begyndt at løsne sig for os mennesker - for det er fra mit perspektiv knap så svært at få øje på, hvor det mildest talt ikke synes at glide så let.

Et system, som de fleste af jer, der læser med, nok ved jeg holder særligt meget af, er Human Design, og når jeg læner mig ind i, hvor stor en hjælper og indre bevidsthedsskaber jeg føler at det system er, så er der faktisk en lille del af mig, der finder en form for ro og trøst på menneskets vegne. Og en fornemmelse af at der er noget jeg kan gøre for at skabe bevægelse i en mere håbefuld retning.

I et interview jeg lavede med Maj Larsen, taler hun (blandt andet) om, at noget af dét, der kan være en ulempe ved Human Design er dets kompleksitet og dybde (hvilket dog også er en styrke ved systemet), fordi det netop kan kræve en del tålmodighed, en villighed til at fordybe sig, og at man lægger distraktionerne lidt på hylden - i hvertfald nok til at kunne blive ved eksperimentet i en periode, for at nå at se og mærke de dybere lag.

Maj forklarer om Human Designs kompleksitet:

“Det bryder med hurtighed, det bryder med quick-fix, med “nu skal jeg bare lige have et nyt kursus, et nyt redskab” - det tvinger os til, at hvis vi har lyst, og hvis vi kaster os ud i det, at dvæle ved det, og at gå ind i det eksperiment, som apropos perfektionisme, tvinger os til at begå alle mulige fejl. Og essensen af eksperimentet med Human Design er at turde tage teori, og bringe det med ud i praksis”.

Hun peger her på, at vi må sætte tempoet ned og give os tid til at fordybe os for at kunne høste frugterne og skabe vedvarende forandring.

Og at hver eneste af os, der gør det, gør en forskel for helheden, for Maj taler nemlig også om effekten af kollektiv bevidsthed, ringe i vandet, bevægelse og Human Design som et sprog for sensitivitet, bevidsthed og energi. Og at der heldigvis også er mange andre veje end Human Design til at leve autentisk og i overenstemmelse med timing, flow, synkronicitet mm. - Men jo flere vi er der bliver sensitive overfor energi, og dermed lever i overensstemmelse med vores indre natur/essens, vil gøre det både til gavn for sig selv og helheden.

Og jeg mærker, at det føles sandt, at sensitivitet overfor energi, som Maj beskriver som essentielt fokus indenfor Human Design er en uundgåelig proces, vi allerede er ved at gå i møde, og som vi også er inde på i samtalen, så skal det nogle gange "larme" rigtig meget før vi kan integrere det nok til at slippe og være videre, og tage/møde det lettere næste gang vi støder på et bestemt tema personligt eller som kollektiv.

Mit svar til min egen rastløshed og utålmodighed:

Tålmodighed, sænket tempo, fordybelse, tillid - det er så vigtige elementer at huske værdien af, for ikke at miste håbet og for at bevare (tilt)roen. Og derfra kan jeg/vi så begynde at kigge på, om det kalder på en konkret handling i en eller anden retning.